Fremmed ild

stranj ('esh zarah, "fremmed ild"): Disse ord nævnes i forbindelse med den dødelige synd, som Arons to ældste sønner, Nadab og Abihu, begik, da de "ofrede fremmed ild for Jahve" ved den formelle indvielse af det aronitiske præsteskab (3 Mos 10,1; 3 Mos 10,2). Begivenheden nævnes igen i 4 Mos 3,4; 4 Mos 26,61. Den største ulykke af alle ramte dem ved, at de blev udryddet uden børn, hvilket for enhver sand israelit var den mørkeste skæbne, man kunne forestille sig. Dette nævnes to gange (4 Mos 3,4; 1 Krøn 24,2). Den kraft, som afskar Nadabs og Abihus liv (3 Mos 10,1; 3 Mos 10,2), er den samme som den, der kort forinden havde fortæret indvielsesbrændofferet (3 Mos 9,24). Hvad dens sande karakter var, om den, som Rosenmuller og Dachsel formoder, var et lynnedslag eller en anden overnaturlig kraft, er ikke værd at diskutere. Det er nok for os at vide, at "der kom ild ud fra Jahves ansigt og fortærede dem." Dog skal dette sidste ord ikke tages bogstaveligt, eftersom de blev båret ud til begravelse i deres egne linnedklæder (3 Mos 10,5). De blev derfor blot dræbt, ikke brændt til aske. Hvad var deres synd? Ordene "fremmed ild" er blevet forklaret enten som almindelig ild, som de lagde i deres ildkar, eller som uhellig røgelse, som de lagde derpå (2 Mos 39,38). Men teksten peger tydeligt på det første. Den hellige ild, når den én gang var tændt på alteret, måtte aldrig få lov at gå ud (3 Mos 6,12). Da templet senere blev indviet, tændte Jahve igen ilden på alteret fra himlen, ligesom ved indvielsen af tabernaklet. Men da påbuddet om kun at tage ild til ildkarrene ved røgelsesofferet fra alterets gløder først findes senere (3 Mos 16,12), synes Rosenmullers bemærkning at være meget træffende: "Quamquam enim in iis quae praecedunt, non extat hoc interdictum, tamen est verisimile Mosem vetasse Aaroni et filiis eius ne ignem alienum altari imponerent." ("For selv om dette påbud ikke findes i det foregående, er det dog meget sandsynligt, at Moses havde forbudt Aron og hans sønner at lægge fremmed ild på alteret.") Et mundtligt påbud fra Moses må være gået forud for den skæbnesvangre fejltagelse. Men teksten får os til at tro, at der her var mere end en fejltagelse. Nogle finder her beruselsens synd, ud fra det påbudte afhold fra enhver berusende drik, før præsterne derefter gjorde tjeneste for Jahve (3 Mos 10,9). Den sandsynligste forklaring er, at de, opblæste af stolthed over den aronitiske families ophøjelse over hele Israel, uden at være kaldet dertil brød ind i ritualet for indvielsen af tabernaklet og præsteskabet, ivrige efter at tage del i ceremonien, og i deres hast bragte fremmed ild ind i tabernaklet og således mødte deres død (se Oehler, Old Testament Theol., 126, 282). Ilden, der brændte på alteret, kom fra Gud; den måtte aldrig gå ud, eftersom den repræsenterede "den ubrudte gang i tilbedelsen af Jahve, videreført i offeret." Og denne gang blev afbrudt af Nadab og Abihu. Ilden på alteret var et symbol på hellighed, og de søgte at dække den med uhellighed. Og således blev den for dem en fortærende ild, fordi de nærmede sig Den Hellige i en vanhellig ånd (sammenlign Es 33,14).

Henry E. Dosker