Fortabelse

per-dish'-un (apoleia, "ruin" eller "tab", fysisk eller evig): Ordet "fortabelse" forekommer i den engelske Bibel 8 gange (Joh 17,12; Fil 1,28; 2 Thess 2,3; 1 Tim 6,9; Hebr 10,39; 2 Pet 3,7; Åb 17,11; Åb 17,18). I hvert af disse tilfælde betegner det den endelige tilstand af ruin og straf, som udgør modsætningen til frelse. Verbet apolluein, som ordet er afledt af, har to betydninger:

(1) at miste;

(2) at ødelægge.

Begge disse går over i substantivet, så apoleia kommer til at betyde:

(1) tab;

(2) ruin, ødelæggelse.

Den første betydning forekommer i Matt 26,8; Mark 14,4, den sidste i de ovenfor citerede steder. Begge betydninger var blevet optaget i Skrifternes religiøse terminologi allerede i Septuaginta. "At være fortabt" i religiøs betydning kan betyde "at være forsvundet" og "at være ruineret". Den første betydning knytter sig til det i Jesu undervisning, hvor han sammenligner den fortabte synder med den forsvundne mønt, det forsvundne får, og gør ham til genstand for en søgende virksomhed (Matt 10,6; Matt 15,24; Matt 18,11; Luk 15,4; Luk 15,6; Luk 15,8; Luk 15,24; Luk 15,32; Luk 19,10). "At være fortabt" betyder her at være blevet fremmed for Gud, at gå glip af virkeliggørelsen af de relationer, som mennesket normalt står i til ham. Det svarer til det, der teologisk kaldes "åndelig død". Denne forestilling om "tab" indgår også i beskrivelsen af synderens eskatologiske skæbne, sådan som den tildeles i dommen (Luk 9,24; Luk 17,33), som er et tab af liv. Den anden betydning, "ruin" og "ødelæggelse", beskriver det samme fra et andet synspunkt. Da apoleia er modsætningen til soteria, og soteria i sin tekniske brug betegner genvindingen fra død til liv, får apoleia også den særlige betydning af en sådan ruin og ødelæggelse, som indebærer et evigt tab af liv (Fil 1,28; Hebr 10,39). Fortabelse i denne sidste betydning svarer til det, teologien kalder "evig død". Når det i Åb 17,8; Åb 17,11 udsiges om "dyret", en af formerne for verdensmagten, må dette forstås på grundlag af den gammeltestamentlige profetiske fremstilling, ifølge hvilken den kommende dom handler med magter snarere end med personer.

Fortabelsens søn er et navn, der gives til Judas (Joh 17,12) og til Antikrist (2 Thess 2,3). Dette er det velkendte hebraiske idiom, hvorved en person, der typisk legemliggør et bestemt træk, en bestemt karakter eller skæbne, kaldes søn af den ting. Navnet fremstiller derfor Judas og Antikrist (se MAN OF SIN) som dem, der mest uigenkaldeligt og fuldstændigt er viet til den endelige apoleia.

Geerhardus Vos