Fattigdom

pov'-er-ti:

1. Henvisninger i Det Gamle Testamente:

Dette ord, som kun findes én gang i Det Gamle Testamente (1 Mos 45,11) uden for Ordsprogenes Bog, hvor det forekommer 11 gange (6,11; 10,15; 11,24 KJV; 13,18; 20,13; 23,21; 24,34; 28,19.22 KJV; 30,8; 31,7), er en oversættelse af yiwaresh, »at være fattig«, »at komme i fattigdom« (1 Mos 45,11). Fire forskellige hebraiske ord bruges i de 11 henvisninger i Ordsp, og de rummer alle tanken om at mangle livets nødvendigheder, selv om der skelnes mellem at lide mangel og at være i yderste nød. Ordsp 18,23 illustrerer godt den almindelige betydning af »fattigdom«, som den findes i denne bog: »Den fattige (rush, »at blive forarmet«, »nødstedt«) bruger bønner; men den rige svarer hårdt.«

2. Henvisninger i Det Nye Testamente

»Fattigdom« forekommer 3 gange i Det Nye Testamente (2 Kor 8,2; 2 Kor 8,9; Åb 2,9) og er oversættelsen af ptocheia, »at blive bragt ned til en tilstand af tiggeri eller pauperisme«.

Bibelens undervisning om dette emne ville dog være ufuldstændig, hvis ikke alle henvisninger til de »fattige« blev taget i betragtning i denne sammenhæng. Faktisk har ordet for »fattigdom« sin rod i ordet for »fattig« (ptochos; `ani, eller dal).

Se POOR.

3. To grader af fattigdom:

Mindst to grader af fattigdom anerkendes. Det Gamle Testamente skelner ikke mellem dem så tydeligt, som Det Nye Testamente gør. Det Nye Testamente fremhæver for eksempel denne skelnen ved sin brug af to ord for »fattig«. I 2 Kor 9,9, »han har givet til de fattige«, er det anvendte ord penes, som ikke betegner yderste fattigdom, men ganske enkelt en tilstand, hvor man lever fra hånden og i munden, et nødtørftigt og knapt udkomme, sådan som den enke havde, der lagde sine to småmønter i tempelkisten (Luk 21,2); mens der i sådanne passager som 2 Kor 6,10: »Som fattige, men dog gørende mange rige«, og Luk 6,20: »Salige er I fattige« (ptochoi), angives en tilstand af ussel tiggernød, pauperisme, sådan som den, hvori vi finder Lazarus, der blev lagt ved porten til den rige mands palads og tiggede selv om de krummer, der faldt fra den rige mands bord (Luk 16,20; Luk 16,21). Det var denne sidstnævnte tilstand, Kristus frivilligt trådte ind i for vores skyld: »For I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at skønt han var rig, blev han dog fattig for jeres skyld (en tigger, en betler), for at I ved hans fattigdom skulle blive rige« (2 Kor 8,9). Mellem 30 og 40 gange i Det Nye Testamente bruges dette sidstnævnte ord.

4. Årsager til fattigdom:

Årsagerne til fattigdom er mislykket høst og dårlige afgrøder (Neh 5,1-3); ødelæggelse forårsaget af fjender, der fejer gennem landet; folkets undertrykkelse fra deres egne herskere (Es 5,8); overdreven rente, åger (Neh 5,1-5); forfølgelse på grund af troen (Neh 2; Neh 8). Enker og forældreløse var på grund af deres forladte situation i særlig forstand udsat for fattigdom. Frådseri fører fattigdom med sig (Ordsp 23,21), ligesom dovenskab gør det (Ordsp 28,19).

Gud befalede sit folk at tage sig af de fattige. Formaningerne til at afhjælpe fattigdom er talrige, især i Mosebøgerne. De fattige skal behandles med venlighed (5 Mos 15,7-11); de skal have lov til at sanke i vingårdene (3 Mos 19,10); at samle efter høsten (3 Mos 23,22; jf. Ruth 2,14-16); de må ikke forsømmes (Ordsp 28,27); heller ikke behandles hårdt (Am 8,4-6); de skal behandles som lige for Gud (Ordsp 22,2); de skal have del i vores gæstfrihed (Luk 14,13; Luk 14,21). Ja, sandheden eller falskheden i et menneskes religion skal i det mindste i en vis forstand prøves på hans forhold til dem, der er i nød (Jak 1,27). Jubelåret var tænkt til at være til stor gavn for de fattige ved at give dem enhver ejendom tilbage, som de på grund af deres fattigdom havde været tvunget til at overdrage til deres kreditorer (3 Mos 25,25-54; 5 Mos 15,12-15). Gud krævede bestemte tiender af sit folk, som skulle bruges til at hjælpe de fattige og trængende (5 Mos 14,28; 5 Mos 26,12; 5 Mos 26,13). Således lægger apostlene også i Det Nye Testamente særlig vægt på at huske de fattige i forbindelse med gaver. Især Paulus indskærpede denne pligt over for de menigheder, som han havde grundlagt (Rom 15,26; Gal 2,10). Den tidlige kristne kirkes holdning til sine fattige illustreres rigeligt i dette første forsøg på kommunisme i Gal 2; Gal 4. Jakob minder i sit brev skarpt sine læsere om, at de groft havde forsømt den vigtige sag at tage sig af de fattige (kapitel 2). Ja, så stærk er han i sin appel om omsorg for de fattige, at han hævder, at den mand, som med vilje forsømmer den trængende, derved beviser, at Guds kærlighed ikke har plads i hans hjerte, og at han følgelig ikke har nogen virkelig tro på Gud (2,14-26). Kristne formanes til at være rige i gæstfrihedens nåde, som naturligvis ikke er andet end venlighed mod dem, der er i nød (Rom 12,13; 1 Tim 6,18; 1 Tim 6,1).

Se POOR.

Den lykkeligste mor og den ædleste og helligste søn, der nogensinde har levet, var blandt de fattige. Jesus blev født af fattige forældre og havde ikke noget sted at lægge sit hoved (Matt 8,20), ingen penge at betale skat med (Matt 17,27), intet hjem at kalde sit eget (Joh 7,53; jf. Joh 8,1), og han blev begravet i en lånt grav (Matt 27,57-61).

Billedligt: Der er naturligvis også en åndelig fattigdom, som angives ved brugen af dette ord--en fattigdom i åndelige ting: »Salige er de fattige i ånden.« Med dette menes: Salige er de, som føler, at de ikke har nogen egenretfærdighed, ingen egen værdi at frembære for Kristus som grundlag for deres frelse, som føler deres fuldstændige åndelige fallit, som siger: »Intet bringer jeg i min hånd.« Det er denne åndstilstand, Kristus henviser til i Åb 3,17: »Fordi du siger: Jeg er rig og har vundet rigdom og mangler intet; og du ved ikke, at du er den elendige og ynkværdige og fattige og blinde og nøgne.«

William Evans