Salomos Visdom

|| I. NAVN

II. KANONICITET

III. INDHOLD

1. Visdomsafsnittet, Salomos Visdom 1,1-11,14

2. Det historiske afsnit, Salomos Visdom 11,5-19,22

IV. LITTERÆR FORM

V. ENHED OG INTEGRITET

VI. LÆRE

1. Teologi

2. Antropologi

3. Deontologi

4. Hamartiologi

5. Soteriologi

6. Eskatologi

VII. FORMÅL

VIII. FORFATTER

IX. DATERING

1. Litterær

2. Historisk

3. Filosofisk

X. ORIGINALSPROG

XI. BRUGEN AF VISDOM HOS KRISTNE FORFATTERE

XII. TEKST OG VERSIONER

1. Latin

2. Syrisk

LITTERATUR

I. Navn.

I de græske håndskrifter (Codex Vaticanus, Codex Alexandrinus, Codex Sinaiticus osv.) kaldes bogen "Salomos Visdom" Sophia Salomonos, idet formen af det sidste ord varierer i de bedste håndskrifter). I den syriske (Peshitta) er dens titel "Bogen om Salomos store visdom". Salomo var blandt jøderne og de tidlige kristne den didaktiske litteraturs beskytter, ligesom David var det for den lyriske og Moses for den religiøst-juridiske litteratur, og deres navne kom til at blive knyttet til litterære værker, som de intet havde med at gøre. Vi læser i Det Gamle Testamente om Salomos visdom (1 Kong 3,7-14; sammenlign Sirak 47,12-18 (14-19)), og hele Ordsprogenes Bog kaldes med hans navn, skønt han højst er forfatter til en del af den. Salomo taler i første person i denne bog (Salomos Visdom 6-9), ligesom han gør i Præd 1,12 ff.; for at han gøres til taleren indtil slutningen af Salomos Visdom 9, er sikkert ud fra 7,1 ff.; 9,2 ff. Så længe man mente, at han var forfatteren til denne bog, blev den ved med at blive kaldt "Salomos Visdom" blandt jøderne og de tidlige kristne.

Påvirket af bogens græske tanke og stil nåede Hieronymus til den konklusion, at Salomo ikke var dens forfatter, og han ændrede derfor dens titel til "Visdommens Bog" (Liber sapientiae), og det er denne betegnelse, bogen bærer i Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og de oversættelser, der er lavet ud fra den, skønt titlen "Salomos Visdom" fastholdes i de protestantiske oversættelser (tysk, engelsk, walisisk osv.), da disse følger den græske version og ikke den latinske. Luthers titel er "Salomos Visdom til tyranner" (Die Weisheit Salamos an die Tyrannen). Epifanius og Athanasius citerer bogen under navnet "Al-dydig Visdom" (Panaretos Sophia), en titel hvormed Ordsprogenes Bog og Sirak også kendes i nogle af fædrenes skrifter.

II. Kanonicitet.

I håndskrifterne og udgaverne af den græske bibel og i Vulgata, engelske bibeloversættelser osv. følger Visdom efter Ordsprogenes Bog, Prædikeren og Højsangen og efterfølges af Sirak. Nogle af fædrene, som mente, at bogen var af Salomo, anså den for guddommeligt inspireret og derfor kanonisk; således Hippolyt, Cyprian, Ambrosius osv. Andre fædre, skønt de benægtede bogens salomoniske forfatterskab, tildelte den alligevel kanonisk rang; således Origenes, Eusebius, Augustin osv. På den anden side var der nogle i den tidlige kirke, som nægtede at anerkende bogen som på nogen måde autoritativ i lærespørgsmål. Tridentinerkoncilet indlemmede den sammen med resten af de protestantiske apokryfer (undtagen 1 og 2 Esdras og Manasses' Bøn) i kanon, så den romersk-katolske bibel medtager den, men den protestantiske bibel udelukker den.

III. Indhold.

Bogen består af to hoveddele, der er så forskellige, at de antyder forskelligt forfatterskab.

(1) Visdomsafsnittet (Salomos Visdom 1,1-11,4): I denne del beskriver og anbefaler forfatteren Visdommen og advarer sine læsere mod at forsømme den.

(2) Det historiske afsnit (Salomos Visdom 11,5-19,22).

1. Visdomsafsnittet, Salomos Visdom 1,1-11,14:

(1) Retfærdighed:

Retfærdighed (dvs. Visdom i virksomhed) fører til udødelighed, uretfærdighed til død (Salomos Visdom 1).

(2) De vises (retfærdiges) og de uvises (ugudeliges) modsatte skæbner (Salomos Visdom 2,1-6,21).

(a) Sanselige glæder ender i død, mens Gud havde bestemt, at alle mennesker skulle leve åndeligt (Salomos Visdom 2);

(b) den vises (retfærdiges) lod er lykkelig. Deres lidelser er opdragende og helbredende; de skal leve for evigt og herefter herske over folkeslagene (hedningerne) (Salomos Visdom 3,1-9);

(c) men de gudløses og deres børns lod er elendig; de vise (retfærdige) skal være lykkelige, selv om de er barnløse (Salomos Visdom 3,10-19);

(d) dydig barnløshed sikrer udødelighed frem for skyldig forældreskab (Salomos Visdom 4,1-6);

(e) skønt de vise (retfærdige) dør tidligt, har de dog hvile i deres død og fuldfører deres livsopgave i den tildelte tid (om Enok) (Salomos Visdom 4,7-14);

(f) de ugudelige (uvise) skal få en elendig ende: da skal de se og misunde de retfærdiges velstand. Skønt de skal forsvinde sporløst, skal de retfærdige glæde sig i et liv, der er uden ende (Salomos Visdom 4,15-5,23);

(g) konger bør derfor herske efter Visdom og således opnå udødelighed (Salomos Visdom 6,1-21).

(3) Visdom.

Idet forfatteren taler i Salomos navn, lovpriser han Visdommen og anbefaler den til konger ("dommere" = "herskere" i Salomos Visdom 6,1 er kun et synonym) (Salomos Visdom 6,1-11,4).

(a) Alle mennesker kommer til verden med det samme universelle behov for Visdom, som fører til sandt kongedømme og udødelighed (Salomos Visdom 6,1-25);

(b) jeg (Salomo) søgte Visdom som det vigtigste, og da jeg opnåede den, fik jeg sammen med den alt godt, herunder kundskab af enhver art (Salomos Visdom 7,1-8,21);

(c) den bøn, som Salomo bad om Visdom (Salomos Visdom 9,1-18);

(d) hvordan Visdommen forsvarede heltene i hebræisk historie, fra det første menneske, Adam, til israelitterne ved Det Røde Hav og i ørkenen (Salomos Visdom 10,1-11,4).

2. Det historiske afsnit, Salomos Visdom 11,5-19,22:

I denne anden del af bogen taler Salomo ikke længere i første person (som i Salomos Visdom 6-9), og Visdommen nævnes ikke én gang eller henvises med sikkerhed til, selv om de fleste forfattere i denne del ser forfatterens forsøg i Salomos Visdom 1,1-11,4 på gennem konkrete eksempler at vise virkningen af den Visdom, hvis natur og følger han beskriver i første del.

(1) Guds (ikke Visdommens) modsatte behandling af israelitterne og deres fjender (Salomos Visdom 11,5-12). Ved de ting, som deres fjender blev straffet med, blev de selv gavnet (Salomos Visdom 11,5).

(a) Egypterne (Salomos Visdom 11,5-12,2): Vand var en velsignelse for Israel, en plage for Egypten (Salomos Visdom 11,6-14). Egypterne blev straffet ved de dyr, de tilbad (Salomos Visdom 11,15-20), skønt der var en mildnen fra Guds side, for at syndere kunne omvende sig (Salomos Visdom 11,21-12,2).

(b) Kanaanæerne (Salomos Visdom 12,3-27): Afskyelighederne i gudsdyrkelsen og den guddommelige straf med de lærdomme, som denne sidste giver.

(2) Afgudsdyrkelse beskrevet og fordømt (Salomos Visdom 13-15). Disse kapitler udgør en enhed i sig selv, en digression fra den historiske oversigt, der afsluttes med Salomos Visdom 12,27 og fortsættes i 16,1-19. Digressionen kan naturligvis skyldes hentydningen i 11,5-12 til egypternes og kanaanæernes synder. Former for afgudsdyrkelse:

(a) Naturdyrkelse (ild, vind, luft, vand, himmellegemer), ofte på grund af et oprigtigt ønske om at finde Gud (13,1-9);

(b) tilbedelse af afguder i dyreform, en langt grovere synd (13,10-19);

(c) Guds harme mod alle former for afgudsdyrkelse (14,1-11);

(d) billeddyrkelsens oprindelse (14,15-21); faderen, der sørger over sin afdøde søn, laver et billede af ham og tilbeder det derefter (14,15); herskere bliver ofte smigret og derpå guddommeliggjort (14,16 f); kunstnere laver ofte billeder, der er så tiltrækkende, at de frister mennesker til at betragte dem som guder (14,18-21);

(e) afgudsdyrkelsens umoralske følger: “Tilbedelsen af afguder .... begyndelsen og årsagen og enden på alt ondt” (14,27) (14,22-31);

(f) Israel var fri for afgudsdyrkelse og nød som følge deraf den guddommelige gunst (15,1-5);

(g) afgudsdyrkelsens dårskab: det billede, mennesket lavede, er mindre i stand til noget end mennesket, dets skaber og tilbeder; egypterne er de værste overtrædere (15,6-19).

(3) På fem forskellige måder sættes Egyptens og Israels skæbner i fortiden i kontrast til hinanden, idet Naturen bruger lignende midler til at straffe egypterne og belønne israelitterne (Salomos Visdom 16-19,22), nemlig med hensyn til følgende:

(a) dyr, vagtler (Salomos Visdom 16,1-4) og ildslanger (Salomos Visdom 16,5-14) (Salomos Visdom 16,1-14);

(b) ild og vand, varme og kulde (Salomos Visdom 16,15-29);

(c) lys og mørke (Salomos Visdom 17,1-18,4);

(d) død (Salomos Visdom 18,5-25);

(e) passage gennem Det Røde Hav (Salomos Visdom 19,1-22).

IV. Litterær form.

Der er ikke så meget åbenlys poesi i denne bog som i Sirak, selv om der er en stor mængde ægte poesi, kendetegnet ved parallelisme, men ikke ved metrum i ordets almindelige betydning. I dele af bogen, som må betegnes som prosa, findes der ikke desto mindre ofte parallelisme (se Salomos Visdom 10,1 ff). Der er langt færre epigrammatiske sætninger i Visdommen end i Sirak, men til gengæld er der et langt større antal andre retoriske virkemidler, assonanser (Salomos Visdom 1,10; 4,2; 5,15; 7,13), allitterationer (Salomos Visdom 2,23; 5,12.18; 6,11; 12,15), antiteser (Salomos Visdom 13,18 f) osv. Se nærmere i Speaker's Apocrypha (Farrar), I, 404 ff.

V. Enhed og integritet.

Næsten alle forfattere om bogen mener, at den er én homogen helhed, et værk af ét sind. Som bevis peger de på, at hele bogen er en sammenhængende helhed rettet mod de to onder, frafald og afgudsdyrkelse; at sproget fra begyndelse til slutning er ensartet, sådan som én forfatter sandsynligvis ville bruge det.

For en fremstilling af modsatte synspunkter og et svar på dem, se Grimms Commentary, s. 9-15. Indtil omtrent midten af det 18. århundrede var der ikke blevet udtrykt nogen tvivl om bogens enhed.

(1) Houbigant (Notae criticae in universos New Testament libros, 1777, 169) delte bogen i to dele: Salomos Visdom 1-9 skrevet af Salomo på hebraisk, Salomos Visdom 10-19 affattet på græsk på et senere tidspunkt, måske af oversætteren til græsk af kapitlerne 1-9. Mod salomonisk forfatterskab se VIII nedenfor, og mod en hebraisk original se X nedenfor. Doederlein overtog Houbigants opdeling af bogen, men nægtede dog, at Salomo var forfatteren.

(2) Eichhorn (Einleitung in das New Testament, 142 ff) delte også bogen i to dele: Salomos Visdom 1-11 og 11,2-19. Han mente, at det hele var affattet på græsk af to forskellige forfattere eller af den samme forfatter på forskellige tidspunkter.

(3) Nachtigal (Das Buch der Welshelf, 1799) gik meget længere og hævdede, at bogen ikke er andet end en antologi, men han har ikke haft nogen efterfølgere i dette.

(4) Bretschneider (De lib. Sap., 1804) tilskriver bogen tre hovedforfattere og en endelig redaktør.

Salomos Visdom 1-6,8 blev affattet på hebraisk på Antiokus Epifanes' tid (død 164 f.Kr.) af en jøde fra Israels land, skønt det er et uddrag af et større værk; 6,9-10 er værk af en alexandrinsk jøde, en samtidig med vor Herre; Salomos Visdom 11 blev indsat af den endelige redaktør som tilsyneladende nødvendig for at forbinde del 2 og 3; Salomos Visdom 12-19 blev skrevet omtrent på samme tid af en jødisk partigænger med ringe uddannelse og snævre sympatier.

Sammenfatning.

Måske vejer argumenterne for bogens enhed alt i alt tungere end argumenterne imod den. Men beviserne er på ingen måde afgørende. Visdomsafsnittet (Salomos Visdom 1,1-11,4) er et langt finere stykke skrift end resten af bogen, og det bærer de almindelige kendetegn på visdomslitteraturen. Alligevel skiller Salomos Visdom 6-9 sig ud selv inden for denne større enhed, da det kun er i dem, Salomo fremstilles som talende i første person (sammenlign Præd 1,12 ff); men disse fire kapitler stemmer i andre henseender overens med resten af visdomsafsnittet. Inden for det historiske afsnit (Salomos Visdom 11,5-19,22) står Salomos Visdom 13-15 sammen som en særskilt afhandling om afgudsdyrkelse (se III ovenfor), skønt en redaktør, hvis afsnittet oprindelig var selvstændigt, logisk har knyttet kapitel 15 til kapitel 12; sammenlign "for" (gar), "osv." (13,1). Faktisk er bogen i sin nuværende form i det mindste udadtil gjort til én helhed, skønt det ikke er helt sikkert, om denne ydre enhed skyldes redaktionel bearbejdelse eller ej. Nogle forskere har hævdet, at bogen, som den foreligger, er en torso (således Eichhorn osv.). Calmer slutter dette af den kendsgerning, at den historiske skitse slutter med israelitternes indgang i Kanaan. Andre siger, at forfatterens skitse blev afbrudt af en uforudset begivenhed (Grotius, Eichhorn), eller at resten af det engang fuldstændige værk er gået tabt under overleveringen (Heydenreich). Men på den anden side må man huske, at forfatterens beretning er begrænset af hans formål, og at egypternes historie giver en udmærket og tilstrækkelig illustration af ondskaben og de ulykkelige følger af utroskab mod Gud og hans lov.

VI. Lære.

I behandlingen af dette afsnit antages det, med nogen tøven, at bogen hele vejen igennem er én mands værk. Det følgende er en kort fremstilling af denne bogs lære om teologi, antropologi, deontologi, martyriologi, soteriologi og eskatologi.

1. Teologi:

Teologi i streng forstand, dvs. læren om Gud: Gud er uforligneligt mægtig (Salomos Visdom 11,21 f), allestedsnærværende (Salomos Visdom 1,7; 12,1) og fuld af kærlighed til alle (Salomos Visdom 11,24). Han skabte verden af formløs materie (Salomos Visdom 11,17, læren i den alexandrinske jødedom). Han skabte ikke verden af intet, sådan som Det Gamle Testamente (1 Mos 1,1) og endog Sirak lærer (se SIRACH, BOOK OF, IV, 1). Forfatterens højeste forestilling om skabelsen er omdannelsen af kaos til kosmos. Det er universets orden og skønhed, der forundrer forfatteren, ikke den vældige kraft, der kræves for at skabe et sådant univers af intet (Salomos Visdom 11,20; 13,3). Skønt Gud siges at være retfærdig (Salomos Visdom 12,15), god (Salomos Visdom 1,13; 11,17-26; 12,13-16; 15,1; 16,7) og endog tiltales som Far (Salomos Visdom 14,3), er han dog i en enestående betydning Israels velgører og beskytter (Salomos Visdom 16,2; 18,8; 19,22); og dog var ifølge Salomos Visdom 12,2-20 selv de ulykker, han ophobede over Israels fjender, bestemt til at føre dem til omvendelse (12,2-20), skønt vi i Salomos Visdom 11 f tydeligt lærer, at mens israelitternes lidelser var til helbredelse, var deres fjenders lidelser rent straffende. Gudsforestillingen i Visdom stemmer i det store og hele overens med den alexandrinske jødedom (omkring 100 f.Kr.); dvs. den lægger hovedvægten på hans transcendens, hans uendelige fjernhed fra mennesket og den materielle verden. Vi har derfor i denne bog begyndelsen til læren om mellemled, som mundede ud i Filons Kræfter, de medier gennem hvilke Den Absolutte træder i bestemt forbindelse med mennesker.

(1) Herrens Ånd.

I Visdom, som i de senere bøger i Det Gamle Testamente (eksilske og eftereksilske), betegner udtrykket "Herrens Ånd" Guds person. Hvad Gud gør, gøres ved Ånden. Således er det hans Ånd, der fylder og opretholder verden, som iagttager alle menneskelige handlinger (Salomos Visdom 1,7 f), og som er til stede overalt (Salomos Visdom 12,1). Visdom hypostaserer ikke "Herrens Ånd" og gør den til et mellemled mellem Gud og hans skabninger, men vejen er banet for dette skridt.

(2) Visdom.

Meget af det, der i denne bog siges om Herrens Ånd, siges om Visdom, men langt mere, og der er i Visdoms tilfælde en langt tættere tilnærmelse til hypostasering. Ved verdens skabelse var Visdom hos Gud (sammenlign Ordsp 8,22-31), sad ved hans trone, kendte hans tanker og var hans medarbejder (Salomos Visdom 8,3; 9,4.9), skabte alle ting, lærte Salomo den visdom, han bad om (Salomos Visdom 7,22); almægtig, seende alle ting (Salomos Visdom 7,23), gennemtrængende alle ting (Salomos Visdom 7,24), en udstrømning af Den Almægtiges herlighed (Salomos Visdom 7,25); hun lærer mådehold, indsigt, retfærdighed og mod (Salomos Visdom 8,7, de fire kardinaldyder i den stoiske filosofi). For en detaljeret redegørelse for forestillingen om Visdom i denne bog, se WISDOM.

(3) Logos.

Hos Filon er Logos den formidlende magt næst efter Guddommen, men i Visdommen holder udtrykket sig til den gammeltestamentlige betydning, "ord", det hvormed Gud henvender sig til mennesker. Det betyder aldrig mere, selv om nogle hævder (Gfrorer, Philo, etc., I 225 ff), at Logos i Salomos visdom 9,1 f.; 12,9; 16,12; 18,22 har den tekniske betydning, som det har hos Filon; men en omhyggelig undersøgelse af stederne viser, at der ikke menes andet end "ord" (se LOGOS). De eneste andre overmenneskelige væsener, der nævnes i bogen, er hedningernes guder, som tydeligt erklæres for at være intetheder, et produkt af menneskets dårskab (14,13 f.), og Djævelen, der dog kun én gang omtales som identisk med slangen i 1 Mos 3. Bogen taler ikke én eneste gang om en kanon af Skriften eller om nogen guddommelig åbenbaring til mennesket i skriftlig form, skønt den ofte citerer fra Pentateuken og lejlighedsvis fra Esajas og Salmerne, dog aldrig ved navn. Visdommen er således langt mere universalistisk og i overensstemmelse med visdomslitteraturen end Sirak, som identificerer Visdommen med Loven og Profeterne og har andre tydeligt jødiske træk.

2. Antropologi:

I sin psykologi følger Visdommen platonismens dikotomi. Mennesket har kun to dele, sjæl og legeme (Salomos visdom 1,4; 8,19 f.; 9,15), idet ordet sjæl (psuche) indbefatter fornuften (nous) og ånden (pneuma). Salomos visdom 15,11 er det eneste sted, som synes at lære læren om menneskets trikotomi, men i virkeligheden gør det intet af den slags, for parallelismen viser, at der med "sjæl" og "ånd" menes det samme. Filon lærer den samme lære (se Drummond, Philo, etc., I, 316 ff). Menneskets sjæl blæses ind i legemet (15,11; sammenlign 1 Mos 2,7) og tages igen tilbage af Gud (15,8). Forfatteren antager den platoniske teori om sjælenes præeksistens (8,20; sammenlign 15,8.11.16), hvilket indebærer troen på en slags prædestination, for sjælens tidligere handlinger bestemmer den slags legeme, den går ind i. Salomos sjæl, som var god, gik ind i et ubesmittet legeme (8,20). R. H. Charles (Eschatology, etc., 254 f) har næppe ret, når han siger, at ifølge Visdommen (1,4; 9,15 osv.) er materien i sig selv syndig. Denne lære blev bestemt lært af Filon, som accepterede Heraklits epigram, soma sema, "Legemet er en grav." Således siges det (12,10; 13,1), at mennesket af natur er ondt, idet dets ondskab er medfødt. Men hvis det synder, er det dets egen sag, for det er frit (1,16; 5,6.13). Forfatteren låner to ord fra græsk poesi og filosofi, som synes at indebære en benægtelse af menneskelig frihed, nemlig anake, "nødvendighed", og dike, "retfærdighed", "hævngerrig retfærdighed". Det første blænder de ugudeliges øjne (17,17), men blindheden er retslig, resultatet af et ondt livsforløb (se 19,1-5). Det andet udtryk bruges i græsk filosofi i betydningen nemesis, og det har den betydning i Salomos visdom 1,8 osv. Men gennem hele denne bog forudsættes det, at straf for synd er fortjent, eftersom mennesket er frit. Visdommens forfatter tror på en todelt inddeling i gode (vise) og onde (ugudelige), og i modsætning til forfatterne af de senere dele af Det Gamle Testamente mener han, at det er muligt for en person at gå fra den ene klasse til den anden. Men synes Gud ikke, ifølge dele af Visdommen, ligesom i Det Gamle Testamente, at vise Israel utilbørlig favorisering og at forsømme andre folk? Således er Israel "Guds søn" (18,13), hans børn (sønner, 12,19.21; 16,10.26), hans sønner og døtre (9,7). De er hans hellige og udvalgte (3,9; 4,15; og især 10,17; 18,1.5). Men israelitterne blev behandlet, som de blev, ikke fordi de var israelitter, men fordi de var moralsk bedre end folkene omkring dem (se Drummond, op. cit., II, 207 ff).

3. Deontologi:

Under betegnelsen "deontologi" indbefattes her religiøs og etisk praksis.

(1) Som man kunne vente i en visdomsbog, tillægges Moseloven og dens krav kun ringe betydning. Skønt der gøres historiske hentydninger til ofring af ofre, salmesang og det, at de påtog sig lovpagtens forpligtelse (Salomos visdom 18,9); skønt der desuden henvises til Arons frembæring af røgelse (Salomos visdom 18,21), og Salomo lægges ordene "tempel", "alter", "tabernakel" i munden (Salomos visdom 9,8), siges der dog i andre henseender intet om templet og dets højtider, om præsteskabet, om offer eller om lovene om rent og urent. Alligevel betones pligten til at tilbede den ene sande Gud og ham alene, samt de onde følger af at tilbede afguder, stærkt og vedvarende, især i bogens anden eller historiske del (Salomos visdom 11,5 til slutningen).

(2) De kardinaldyder, der indskærpes, er dem fra den stoiske filosofi, nemlig besindighed (sophrosune), sund fornuft (phronesis), retfærdighed (dikaiosune) og mod (andreia), hvilket viser, at forfatteren var påvirket af grækernes filosofi.

4. Hamartiologi:

Som historisk kendsgerning antager forfatteren beretningen i 1 Mos 3 om syndens indtræden i verden. "Ved Djævelens misundelse kom døden (dvs., som sammenhængen viser, åndelig død) ind i verden" (Salomos visdom 2,24). I Salomos visdom 14,27 gøres synden imidlertid til at have sin rod i afgudsdyrkelse, måske med den betydning, at al synd består i ikke at give den ene sande Gud tilbørlig agt, og at hans tids moralske uhyrligheder var udvækster af afgudisk tilbedelse. Viljens frihed læres udtrykkeligt eller underforstået gennem hele bogen (se ovenfor VI, 2).

5. Soteriologi:

Bogen tier om en Messias, som skal befri sit folk. Det er Visdommen, der frelser mennesket: "På grund af hende skal jeg have udødelighed" (Salomos Visdom 8,13); udødelighed ligger i slægtskab med Visdommen (Salomos Visdom 8,17); alle, der giver agt på Visdommens befalinger, har vished om uforgængelighed, og uforgængelighed bringer mennesker nær til Gud (Salomos Visdom 6,18 f). Kundskaben om Guds magt er udødelighedens rod (Salomos Visdom 15,2).

6. Eskatologi:

Læren om den enkeltes udødelighed læres udtrykkeligt i denne bog. Mennesket (= alle mennesker) blev skabt til uforgængelighed (Salomos Visdom 2,23; 6,19; 12,1). De retfærdige har det fulde håb om udødelighed (Salomos Visdom 3,4) og skal leve for evigt (Salomos Visdom 5,15). Når de ugudelige dør, har de intet håb (Salomos Visdom 3,18), eftersom de lider for deres synder i denne nuværende verden såvel som i den, der kommer (Salomos Visdom 3,16.18). Læren om en legemets opstandelse læres ikke. Hvis forfatteren accepterede Philos lære om materiens iboende syndighed (se ovenfor VI, 2), sådan som R. H. Charles mener, kunne han ikke tro på en legemlig opstandelse. Efter døden skal der være en afgørelsens dag (diagnosis, det ord der bruges i ApG 25,21; se Salomos Visdom 3,18); der vil blive en undersøgelse (exetasis) af de ugudeliges rådslagninger. De ugudeliges synder skal opregnes (Salomos Visdom 4,20), men den retfærdige skal stå med stor frimodighed foran dem, der plagede ham (Salomos Visdom 5,1). Bogens lære om de retfærdiges fremtid synes ikke at være konsekvent. Ifølge Salomos Visdom 3,1 ff går de retfærdige ved døden straks ind i Guds salighed; men læren i 4,20 f er, at de ugudelige og de retfærdige skal samles på ét sted for at modtage deres dom.

VII. Formål.

Forfatterens hensigt synes at have været at anbefale sine landsmænd i Alexandria religionens krav under navnene Visdom, Retfærdighed osv. og at advare dem mod at falde i egypternes afgudsdyrkelse. Ud over at forherlige Visdommen giver han en ironisk fremstilling af afgudsdyrkelsens opkomst, og han bruger stærke ord, når han påpeger de katastrofale følger i denne verden og den næste af et liv borte fra den sande Gud (se ovenfor, III). Bogen er tilsyneladende rettet til herskere, men de nævnes kun i Salomos Visdom 6,1-11.20-25, og bogens appel er rettet til mennesker som sådanne. Når forfatteren henvender sig til herskere, bruger han et retorisk virkemiddel. Man kunne argumentere for, at hvis herskere med deres større fordele har brug for sådanne formaninger og advarsler, hvor meget mere da almindelige mennesker!

Plumptre (Ecclesiastes, 70) og Siegfried (HDB, IV, 928) hævder, at denne bogs Salomo er sat til at svare Prædikerens Salomo. Men forfatteren viser ikke noget kendskab til Prædikeren, og det er næppe sandsynligt, at denne sidstnævnte bog var kendt på den tid i Alexandria, for selv om den blev affattet omkring 200 f.Kr., blev den først oversat til græsk længe derefter. Desuden er der intet om afgudsdyrkelse i Prædikeren. Den konklusion, der nås i de ægte dele af denne sidstnævnte bog, er et råd af fortvivlelse: "Alt er tomhed." Et svar på den bog ville søge at vise, at livet er værd at leve for nutidens og fremtidens skyld. Visdommens Bog fordømmer afgudsdyrkelse i de mest bidende vendinger: hvordan kan dette og lignende være en polemik mod Prædikeren?

VIII. Forfatter.

Forfatteren var en alexandrinsk jøde, velbevandret i Septuaginta, hvis vendinger han ofte bruger, nogenlunde fortrolig med græsk filosofi, som den blev undervist i Alexandria, og også med naturvidenskab, sådan som den kendtes på den tid (se Salomos Visdom 7,17-20; 8,8). Han var uden nogen tvivl jøde, for de synspunkter, han forfægter, er et oplyst, men stærkt jødedomssyns; hans interesser er endda snævert jødiske (bemærk de stærkt anti-hedenske følelser i Salomos Visdom 11,10-13.17-23), og hans stil er i høj grad farvet af ordforrådet og fraseologien i den græske version af de hebraiske skrifter. At han var en alexandrinsk eller i det mindste en egyptisk jøde, er lige så sandsynligt. Ingen fra Israels land kunne have skrevet sproget i dette værk med dets retoriske virkemidler (se ovenfor, IV) eller have udvist det kendskab, som bogen åbenbarer, til græsk filosofi, som den var blevet ændret af jødisk-alexandrinsk tænkning.

Andre synspunkter.

Disse omfatter: (1) at Salomo er forfatteren: se ovenfor, II. Ingen moderne forsker tager dette synspunkt alvorligt, selv om det mærkeligt nok er blevet genoplivet af D. S. Margoliouth;

(2) at Zerubbabel er forfatteren (J. M. Faber);

(3) at forfatteren var en af oversætterne af Septuaginta;

(4) at forfatteren tilhørte therapeuterne: således Gfrorer (Philo, II, 265), Dahne (Philo, II, 270); sammenlign Jost (Geschichte des Judaismus, I, 378). Dette er blevet udledt af Salomos Visdom 16,28, idet therapeuterne, siges det, var en jødisk sekt, som ligesom zarathustrierne tilbad vendt mod den opgående sol. Men vi ved meget lidt om denne sekt, og der er intet afgørende bevis for, at den nogensinde har eksisteret. Hvis Eusebius (Historia Ecclesiastica, II, 17) imidlertid har ret i at sige, at Philos therapeuter var kristne (den tidligste kristne sekt i Alexandria), er det klart, at intet medlem af denne sekt skrev Visdommen, for bogen er helt fri for kristen påvirkning;

(5) at Ben Sira er forfatteren (Augustin);

(6) at Apollos er forfatteren: således Noack (Der Ursprung des Christenthums, I, 222); Plumptre (Expositor, I, 329 ff, 409 ff); se sammenfatning af begrundelserne i Speaker's Apocrypha (Farrar), I, 413 ff; men forfatteren må have været jøde, og han skrev for tidligt til, at denne hypotese kan gælde;

(7) at Filon er forfatteren: således skriver Hieronymus (Praef. in lib. Sol.): Nonnulli scriptorum hunt ease Judaei Philonis affirmant. Dette synspunkt blev støttet af Luther og andre lærde; sammenlign Det Muratoriske Fragment (i Zahns tekst) i XI nedenfor. Men denne bogs lære repræsenterer et tidligere stadium af alexandrinsk-jødisk spekulation end det, der findes i Filons værker, og den allegoriske fortolkningsmetode, som er så udbredt hos sidstnævnte, er næsten helt fraværende i Visdommen.

(8) Nogle (Kirschbaum, Weisse osv.) har hævdet, at hvem forfatteren end var, må han have været kristen, men hele bogens tendens og ånd beviser det modsatte.

IX. Datering.

1. Litterær:

Bogen blev sandsynligvis til omkring 120-100 f.Kr. Vidnesbyrdet er litterært, historisk og filosofisk. Bogen må være skrevet efter, at Septuaginta-versionen af Mosebøgerne og Esajas var blevet lavet, eftersom forfatteren tydeligvis har brugt denne version af begge bøger og måske også af Salmerne (sammenlign Salomos Visdom 3,1 og Sl 31,5(6); og også Salomos Visdom 15,15 f. og Sl 115,4-7 (= Sl 135,15-18)). Nu ved vi fra Sirak (Prolegomena), at Septuaginta af Mosebøgerne, Profeterne og i det mindste en del af Skrifterne (Hagiographa) var færdig i 132 f.Kr., da den yngre Sirakide afsluttede sin oversættelse af Sirak (se SIRACH, BOOK OF, VIII). Det kan derfor udledes, at Visdommen blev skrevet efter 132 f.Kr. Desuden viser forfatteren i Salomos Visdom 4,1 kendskab til Sirak 16,1-4 på græsk, for pseudo-Salomo synes ikke at have kendt hebraisk, ellers ville han i det mindste nogle gange have citeret fra den hebraiske tekst. Dette bekræfter den konklusion, der drages af brugen af Septuaginta, nemlig at denne bog mindst er så sen som, lad os sige, 130 f.Kr., og næsten sikkert senere. Bogen blev til tidligere end nogen af Det Nye Testamentes skrifter, ellers ville nogle af de sidstnævnte være blevet citeret eller henvist til. Desuden kan man antage, at den græske kanon var fuldstændig på vor Herres tid og således omfattede Visdommen såvel som resten af Det Gamle Testamentes apokryfer. Men se International Journal of Apocrypha, oktober 1913, s. 77, artikel af nærværende forfatter. Det må have taget lang tid efter affattelsen, før bogen opnåede den anseelse, som sikrede dens kanonisering. En datering til 100 f.Kr. stemmer med alle kendsgerningerne.

2. Historisk:

Salomos Visdom 3,1; 5,1; 6,5-9 antyder, at de jøder, der tiltales, på affattelsestidspunktet led under forfølgelsens svøbe, og vi har den deraf følgende følelse af fjendskab mod egypterne, den forfølgende magt, udtrykt i 11,16-19. Nu ved vi, at de tidlige ptolemæere behandlede jøderne hensynsfuldt, og Ptolemæus VII (Fyskon, 145-117 f.Kr.) var den første, der antog en modsat politik over for jøderne i Egypten på grund af den støtte, de havde givet Kleopatra. Josefus (Apion, II, 5) giver en beretning om den hævn, som denne konge på dette tidspunkt lod gå ud over jøderne i Alexandria. Ikke desto mindre viser den litterære fremstillingsmåde og den beherskede ånd, hvormed disse forhold omtales, at forfatteren beskriver en tilstand, som hører fortiden til, om end en nær fortid. En datering omkring 100 f.Kr. ville passe fortræffeligt til forfatterens situation på affattelsestidspunktet.

3. Filosofisk:

Bogens lære (se ovenfor, VI) hører til det stadium i den alexandrinske jødedoms udvikling, som eksisterede omkring 100 f.Kr. Vi har ikke i denne bog den allegorisering, som kendetegner Filon (født 20 f.Kr., død 40 e.Kr.), og hans Logos-lære var endnu ikke blevet en del af de alexandrinske jøders troslære.

X. Originalsprog.

Forskere er praktisk talt enige om, at bogen blev affattet på græsk. D. S. Margoliouth forsøgte at bevise en hebraisk original (Journal of the Royal Asiatic Society, 1890, 263-97; se svar af Freudenthal, JQR, III, 722-53), men det materiale, han fremlægger, har ikke overbevist nogen.

(1) Græsken i Visdommen er fri, spontan og idiomatisk. Der er nogle få hebraismer, men kun sådanne som kendetegner hellenistisk græsk i almindelighed; Visdommen er heri meget forskellig fra Sirak, som vrimler med hebraismer, uden tvivl som følge af oversættelse fra en hebraisk original.

(2) De retoriske virkemidler, som er så almindelige i bogens græsk, kan kun skyldes originalteksten; de kunne næppe forekomme i en sådan overflod i en oversættelse. Ud over dem, der er nævnt ovenfor i IV, bemærk de græske retoriske figurer chiasmus (Salomos Visdom 1,1-4,8; 3,15) og sorites (Salomos Visdom 6,7-20).

(3) Oversættelsen af Sirak til hebraisk før opdagelsen af de hebraiske fragmenter var ofte blevet forsøgt og fundet forholdsvis let; men det er meget vanskeligt at overføre Visdommen til hebraisk, fordi stilen er så gennemført græsk.

(4) Intet spor af en hebraisk original er hidtil blevet fundet. Det, Nachmanides så, var ikke den hebraiske original, men en oversættelse til hebraisk fra originalteksten. Hieronymus (Praef. in lib. Sol.) siger, at skønt han selv havde set Sirak på hebraisk, var en hebraisk tekst til Visdommen ikke at finde.

XI. Visdommens brug hos kristne forfattere.

Man har ment, at følgende dele af Det Nye Testamente er påvirket af Visdom: Luk 2,7 (sammenlign Salomos Visdom 7,4); Luk 12,20 (sammenlign Salomos Visdom 15,8); Luk 9,31 (sammenlign Salomos Visdom 3,2); Luk 19,44 (sammenlign Salomos Visdom 3,7). Johannes' Logos-lære (se Joh 1,1 osv.) har bestemt en forbindelse med læren om Visdom i Visdom (se Gregg, Commentary, liv ff). Grafe (Theologische Abhandlungen, Freiburg i. B., 1892) søger at bevise, at Paulus gjorde omfattende brug af Visdom (se også Sanday og Headlam, Romans, 51 f, 267-69); men dette er blevet benægtet; se videre Dearie (Commentary, 15 ff). Bogen var bestemt kendt af Klemens af Rom, Tatian, Irenæus, Tertullian, Klemens af Alexandria og Hippolytus. Det muratoriske fragment siger, at værket var "forfattet af Salomos venner til hans ære" (ll. 69-71). Zahn (Gesch. Kan., II, 101, efter et forslag af Tregelles) foretrækker at læse "forfattet af Filon til Salomos ære"--en let ændring i græsk (philonos for philon). Origenes (Contra Celsus, v.29) kalder det "værket med titlen Salomos Visdom" og antyder dermed tvivl om forfatterskabet.

XII. Tekst og versioner.

Teksten i Codex Vaticanus, forsynet med henvisninger til sammenstillinger i Swetes Old Testament in Greek, er i det store og hele den bedste, skønt både Codex Sinaiticus og Codex Ephraemi (som er ufuldstændig) har gode tekster, mens Codex Alexandrinus er ret pålidelig. Teksten findes også i rimelig bevaret form i mange kursivhåndskrifter.

1. Latin:

Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) er identisk med, men har små afvigelser fra, den gammellatinske. Lagarde (Mittheilungen, 243-86) giver den latinske version af Sirak og Visdom, som findes i Codex Amiaut. Denne sidste er en ordret gengivelse fra græsk.

2. Syrisk:

Den syriske (Peshitta-)version, som findes i London Polyglot og hos Lagarde (Lib. Apocrypha Syr), blev lavet direkte fra græsk, men tilsyneladende fra teksten i Codex Alexandrinus eller i en lignende.

LITTERATUR.

Foruden de værker, der er citeret i løbet af den foregående artikel, og de generelle værker (kommentarer osv.) om apokryferne, som er nævnt under APOCRYPHA (se denne), skal følgende bemærkes:

(1) Kommentarer: Bauermeister, Commentary in Sap. Sol. libr., 1828; Grimm, Komm. uber das Buch der Weisheit, 1857, også hans fremragende kommentar i serien Kurzgefasstes exegetisches Handbuch, 1860; J.H. Schmid, Das Buch der Welsheit: Uebersetzt und erklart, 1857; Gutberlet, Das Buch der Weisheit, 1874; W. J. Deane, The Book of Wisdom, Greek Vulgate and the King James Version with "Commentary." (1881, fyldig og ganske videnskabelig); Speaker's Apocrypha (Farrar) er interessant og ofte nyttig; Siegfrieds "Introduction" og "Commentary" i Kautzschs Die Apocrypha er kortfattet, men også ofte nyttig; The Wisdom of Solomon af J. A. E. Gregg (the Revised Version (British and American) med "Introduction" og "Commentary," Cambridge Bible) er kort og populær, men pålidelig; A. T. S. Goodrick, The Book of Wisdom, 1913 (fortræffelig); S. Holmes (i Oxford Apocrypha, med Introduction og Comm.).

(2) Blandt leksikonartiklerne er den i Encyclopedia Biblica (af C. H. Toy) måske den bedste; den i HDB (Siegfried) er rimelig, men mangelfuld.

(3) Ud over værkerne af Gfrorer og Dahne, der drøfter bogens filosofi, kan følgende værker nævnes: Bruch, Weisheits-Lehre der Hebraer, 1851 (322-78); Zeller, Die Philosophic der Griechen (1881), III, del 2, 271-74, 4. udgave, 272-96; Kubel, "Die ethischen Grundanschauungen der Weisheit Salomos," i Theologische Studien und Kritiken, 1865, 690-722; Menzel, Der griechische Einfluss auf Prediger und Weisheit Salomos, 1889, 39-70; Bois, Essai sur les origines de la philosophic judeo-alexandrine, 1890, 211-309, 337-412. Værket af Drummond, som ofte citeres, er omhyggeligt udført og interessant skrevet (Philo Judaeus, 1888, 2 bind; se I, 177-229).

For en detaljeret bibliografi se Schurer, GJV4, 1909, III, 508 ff; HJP, 1886, II, 3, s. 236 f, er nødvendigvis meget mangelfuld.

T. Witton Davies