Sorg

sor'-o (chebhel, yaghon, makh'obh, etc.; lupe): Det Gamle Testamente har meget mange ord, der oversættes med "sorg"; de nævnte er de hyppigste. I Det Nye Testamente er "sorg" som regel oversættelsen af lupe (Luk 22,45; Joh 16,6; 2 Kor 2,3; 2 Kor 2,7 osv.). Penthos, oversat med "sorg" i Åb 18,7; Åb 21,4, gengives i Revised Version (British and American) med "mourning" ("sørgen"). Odune, om smerte og nød, gengives således i Rom 9,2; 1 Tim 6,10 (sammenlign verbet i Luk 2,48; ApG 20,38). Revised Version (British and American) giver ofte en mere bogstavelig gengivelse af de ord, der bruges, som "slid" (1 Mos 3,17), "veer" (2 Mos 15,14), "hensygnen" (5 Mos 28,65), "nød" (Es 5,30), "klagesang" (Es 29,2) osv.; undertiden bruger den også "sorg" for andre ord, som for "bedrøvelse" (2 Krøn 6,29; Sl 31,10; Sl 69,26; osv.; 2 Kor 2,5), "tyngsel" (Rom 9,2; 2 Kor 2,1).

Sorg eller bedrøvelse er nødvendig for tugt, for udviklingen af sjælens og åndens finere følelser og højere natur (Præd 7,3, "Sorg er bedre end latter; for ved ansigtets bedrøvelse bliver hjertet glad," randnote "bedre"). Sorg følger uundgåeligt efter synd og er dens straf, men de retfærdige er ikke fritaget for den. "Jahves tjener" var "en mand af sorger" (Es 53,3). Kristne lærer, hvordan de kan være "bedrøvede, men altid glade" (2 Kor 6,10; 2 Kor 7,4; Kol 1,24; 1 Thess 1,6; osv.). Om det nye Jerusalem forudsiges det, at der ikke skal være nogen sorg, for sorgen skal have fuldført sit værk, og det første er forsvundet (Åb 21,4).

W. L. Walker