Smykke

or'-na-ment (`adhi, "prydelse"): Ligesom alle orientalerne holdt hebræerne meget af at bære smykker, og deres tilbøjelighed til overdådighed af denne art mødte ofte streng profetisk irettesættelse (Es 3,16-24; Ez 13,18-20). Om dette emne siges der kun lidt i Det Nye Testamente bortset fra Jesu (Luk 7,25; Luk 12,23) og Jakobs (Jak 2,2) udfald mod falske vurderinger af moralsk karakter. Dog får brugen af tiltalende klædedragt godkendelse i det guddommelige eksempel i Ez 16,10-14.

Smykker i almindelighed ville omfatte fint broderede eller udsmykkede stoffer, såsom præstens dragt eller ypperstepræstens klædedragt, og det rigt forarbejdede forhæng, bælte og turban, som blev brugt af den mere velstående klasse. Men udtrykket kan her begrænses til de forskellige ringe, armbånd og kæder, der var lavet af ædle metaller og mere eller mindre besat med ædelsten (jf. Jer 2,32).

Disse sidstnævnte, som beskrives udførligt under deres egne opslagsord, kan her sammenfattes som fingerringe, særlig værdsat som seglringe (1 Mos 38,18; 1 Mos 38,25; Jer 22,24); armringe eller armbånd (1 Mos 24,22; 2 Sam 1,10); øreringe (1 Mos 35,4; 2 Mos 32,2); næseringe (1 Mos 24,47; Ez 16,12); ankelringe eller ankelkæder (Es 3,16; Es 3,18); hovedbånd eller pandebånd eller hårnet (omtalt kun i Es 3,18), og halskæder eller kæder om halsen (1 Mos 41,42; Ez 16,11).

Billedligt: Den almindelige hengivenhed for smykker blandt orientalerne giver anledning til hyppige bibelske hentydninger til fine smykkers og klædedragters skønhed og pragt. Men overalt i de guddommelige påbud lægges værdien på hellighedens skønhed som en indre nåde, snarere end på den ydre prydelses tiltrækningskraft (Job 40,10; Sl 110,3; Joel 2,13; 1 Tim 2,9; 1 Tim 2,10; 1 Pet 3,4). I tung sorg skulle alle smykker lægges til side som tegn på sørgen (2 Mos 33,4-6).

Leonard W. Doolan