Salomos tjenere

('adbhedhe shelomoh; douloi Salomon): "Salomos tjeneres børn" udgjorde et selskab eller lav af de jødiske landflygtige, som vendte tilbage med Zerubbabel fra Babylonien til Jerusalem i 537 f.Kr. i overensstemmelse med Kyros' dekret; de nævnes 5 gange (Ezra 2,55; Ezra 2,58 parallelt med Neh 7,57; Neh 7,60; Neh 11,3). Da de hjemvendte landflygtiges hovedformål var genopbygningen af templet og genoprettelsen af Jahves tilbedelse (Ezra 1,2; Ezra 1,3), var det vigtigt, at de, som havde helligdomstjenestens privilegier som familiearv, vendte tilbage til deres pligter. Dette omfattede, foruden præster og levitter, netinim (se netinim) og Salomos tjenere. I hver henvisning til dem forbindes Salomos tjenere med netinim, som var blevet "givet" eller viet (nethinim eller nethunim er passivt participium af nathan, "at give", "at udpege") af David "til levitternes tjeneste" (Ezra 8,20); således førte Salomos tjenere deres officielle begyndelse tilbage til Salomos udpegelse, som deres navn angiver. I de fælles henvisninger falder de altid ind i den naturlige kronologiske orden, dvs. efter netinim. Det er derfor muligt, at der også henvises til dem i Ezra 7,24, under betegnelsen "tjenere ved dette Guds hus", som straks følger efter "netinim" i listen over dem, der var fritaget for skat og afgifter.

Hvad deres pligter i Guds hus kan have været, oplyses ikke i optegnelserne. De må have været mere eller mindre underordnede, idet de mere formelle og ærefulde pligter var forbeholdt "præsterne og levitterne, sangerne (og) portvagterne" (Ezra 7,24). Da arken blev bragt til Jerusalem af David, og offersystemets ceremoniel blev overholdt strengere, voksede præsternes og levitternes tjenester stærkt, og for at imødekomme den nye ordnings behov udpegede David netinim (Ezra 8,20; sammenlign 1 Krøn 9,2). På samme måde blev den langt større forøgelse af sådanne pligter ved fuldførelsen af Salomos tempel anledningen til, at et yderligere antal af disse hjælpere blev viet til levitterne.

Antallet af dem, der vendte tilbage med Zerubbabel, var ikke stort; sammen med netinim var de kun 392. Dette synes ikke at have været tilstrækkeligt til helligdommens behov, eftersom Ezra, som forberedelse til sin ekspedition i 458 f.Kr., rettede en særlig opfordring til netinim om at drage med ham, og 220 af dem svarede på den (Ezra 8,15-20). Uden tvivl blev deres tjeneste i begyndelsen anset for ringe; men ved eksilets tid, og bestemt efter det, havde deres stilling udviklet sig til en af betydelig ære og gjort dem til en privilegeret klasse i folket. Mens mange af folket af Nehemias blev pålagt at bo i Jerusalem, fik de lov at bo på deres ejendomme "i Judas byer" (Neh 11,3).

Et spørgsmål af nogen interesse, og hvor meningerne er delte, er, om Salomos tjenere var levitter eller ikke-israelitter. Det sidstnævnte synspunkt er det mest almindeligt antagne af følgende grunde: (1) Efter fuldførelsen af templet og hans andre store bygninger stod en stor gruppe arbejdere, som Salomo havde udskrevet fra den ikke-israelitiske befolkning, uden beskæftigelse og kunne meget vel være blevet sat til templets underordnede pligter (1 Kong 1), idet deres navn i Septuaginta (douloi) egentlig betegner en sådan klasse; (2) Ezekiel udelukker ikke-israelitter fra tjenesten i sit idealtempel, som om de havde været tilladt i det før-eksilske tempel (44,9); (3) de skelnes altid klart fra levitterne i listerne over religiøse grupper.

Men på den anden side taler lige så stærke argumenter for deres levitiske afstamning:

(1) Levitter kaldes også douloi i 1 Esdras; (2) det er mere sandsynligt, at Ezekiel henviser til Ataljas, Akaz' og Manasses misbrug end til Davids og Salomos ordninger;

(3) Ezra klassificerer udtrykkeligt netinim som levitter (8,15-20);

(4) der er ikke den mindste antydning i teksten i 1 Kong 9,15-22 af, at de hedenske trælle blev sat til tempeltjeneste efter fuldførelsen af de store byggearbejder; en sådan fortolkning er helt igennem en slutning, mens det tværtimod er mere sandsynligt, at en sådan nyskabelse ville være blevet nævnt i fortællingen; og

(5) det er ikke sandsynligt, at Ezra og Nehemias eller Zerubbabel, med deres strenge opfattelser af israelitisk privilegium (sammenlign Ezra 2,62), ville have givet ikke-israelitter adgang til hellige funktioner, så meget mindre i betragtning af Ezekiels forbud. Der er derfor mere grund til at mene, at Salomos tjenere, ligesom portvagterne og sangerne, var en orden af levitter.

Edward Mack